En visuel identitet til den forkerte beslutning

FEJL. Selvom udviklings- og særligt iværksættermantraet “man skal fejle for at kunne lære” bliver fortalt om og om igen i nutidens disruptive hverdag, er det langt fra alle, der føler sig sikre i deres fejl. Selvom vi ved, at vejen til succes ikke kan findes på Google Maps, og at omveje, genveje, grusveje og afveje er nødvendige for at nå sine mål, er det svært ikke at have forestillingen om den lige landevej til succes i hovedet.

Det vil kontorfællesskabet og iværksætterhjælpen Companyons lave om på. Med eventet “FEJL” vil Companyons invitere til en dag fyldt med fantastiske fejl. En dag, hvor iværksættere og udviklingsafdelinger kan opleve de værste fejl, succesfulde virksomhedsejere har lavet på vejen til deres succes. På podiet vil man blandt andre kunne høre Toke Kruse fra Billys Billing fortælle om sine fejl.

logo design

Friske øjne og viden om designtrends

Da Companyons henvendte sig til Montanus, var det med ønsket om en moderne visuel identitet, der kunne underbygge de positive og modige aspekter af at begå fejl. Den visuelle identitet skulle inkludere et logo, en farvepalet og generelle retningslinjer for brugen af den visuelle identitet. Det visuelle skulle få eventet til at stå frem i mængden på bl.a. Facebook, og samtidigt se professionelt og etableret ud.

FEJL skal ikke bare være endnu et hyggekursus for start-ups. Dem er der rigeligt af. Nej, FEJL bliver et seriøst event med intelligente og ansete iværksættere, der har gode historier og en masse erfaring med i rygsækken. Derfor skal eventets visuelle udtryk også være i top. Det grafiske skal passe til den besked, vi sender ud med eventet: En begivenhed for iværksættere, der virkelig mener det – og for virksomheder, der vil have disse iværksættere i tale, ” forklarer Ulf Gaardsted, ejer af Companyons og arrangør af FEJL.

Indblik i visuelle trends

På trods af at Companyons selv besidder stærke grafiske kompetencer, ønskede ejer Ulf Gaardsted, at få friske øjne på opgaven og trække på Montanus’ grafiker, Pernille, som ved siden af arbejdet hos Montanus, læser en overbygning i visuelle designtrends. Med Pernille ved roret, kunne Montanus altså tilbyde de nyeste indsigter i visuel design.

Positive associationer

Efter et grundigt interview med Ulf Gaardsted om begivenhedens formål og research af både Companyons selv og virksomhedens kunder, kunne den grafiske udvikling begynde. I interviewet blev det klart, at ordet FEJL måtte have en central placering i eventets brand. Det blev også klart, at den visuelle identitet måtte modveje de negative associationer der følger med ordet FEJL.

Ordet FEJL skulle fremstilles så det blev tydeligt, at kun gennem fejl, udvikler man sig.

visuel identitet

Logoets opbygning

Vi valgte i den endelige grafiske proces at ordet FEJL skulle skrives med opbrudte bogstaver. Bogstavernes “huller” illustrerer fejlene og udfordringerne, iværksættere møder. Den knækkede linje gennem ordet, som også bruges som selvstændigt grafisk element, illustrerer dels de op- og nedture, iværksættere møder, men også det faktum at vejen til succes er fyldt med omveje og fejlfyldte, lærerige processer.

Grafisk linje til visuel identitet

Den brudte linje giver os et meget genkendeligt grafisk element, som skal benyttes igennem hele markedsføringen. Og i kombination med ordet FEJL, har vi fået et skarpt og intelligent logo, der klart kommunikerer den positive side af iværsætteriets fejl,” siger Ulf Gaardsted.

Med logoet, den brudte linje og farvepaletten går Companyons i luften med eventet i sensommeren 2018. Vi glæder os til at deltage!